Om & af Børn

Gustav var lige blevet opmærksom på, at hans skoldkopper "sprang" eller at der gik hul på dem. Ved frokostbordet sagde han: "Mor, jeg skal altså ikke have noget at drikke mens jeg har skoldkopper!". Da jeg spurgte hvorfor, svarede han: "Jo, for så fiser al vandet jo bare ud af hullerne!" mens han pegede på de skoldkopper han havde på maven ...

søndag den 5. juli 2009

Kan det virkelig være rigtigt?

Vi bor i en boligforening, i skønne omgivelser - tæt på skov og marker - dejlige naboer og dejligt lyse lejligheder. Men når det så er sagt, så ophører skønheden også ...


Rundt omkring i boligområdet står nogle el- og varmecentraler, som er malet i en (efter min mening) lidt kedelig blågrå farve. Andre beboere har åbenbart tænkt samme tanke, og pludselig en morgen, så vi at der var "fløjet" en fin, sød og glad mariehøne op på væggen. Der sad den og hilste på alle som cyklede og gik forbi. Især børnene var glade for hende og flere skulle lige hen og se til hende når de kom forbi.


Pludselig var den skønne mariehøne væk ... malet over! Da nogle beboere beklagede den tragiske ende på hende, kom der svar fra beboerforeningen om, at der var truffet en overordnet beslutning om at disse el- og varmecentraler skulle være malet i samme farve i hele området og bla bla bla ... Mariehønen er nu væk, og bygningen har fået sin gode gamle blågrå farve tilbage.

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at beboerforeningen gør så meget ud af at overholde de overordnede beslutninger om den ydre fremtoning af bygningerne på lige netop dette område. Min undren opstod i forbindelse med det forfærdelige uvejr med regn, storm og torden der var for tre uger siden.

Morgenen efter stod vi op, og jeg fandt ud af, at der løb vand ned ad væggen i stuen. Vandet kom fra vinduet (eller væggen?) på vores førstesal. Og udvendig på huset er der en træliste, som normalt sidder foran nogle udluftningskanaler, der har revet sig løs. Ydermere sidder skiferpladerne på husvæggen også løst og gaber med 5 cm. Altså kan alt vand, sne, frost og kulde selvfølgelig komme ind der! Eller værre endnu, liste og plader kan falde ned en dag min søn leger ude i haven .......
Jeg ringede til boligkontoret, og de lovede at de ville sende en mand over og kigge på det ... Det er tre uger siden nu, og der har ingen været og kigge på væggen. Jeg håber ikke det begynder at regne igen, for så har vi da indendørs pool igen... Gulvet har selvfølgelig taget skade, så det skal da ikke undre mig, hvis jeg bliver afkrævet en regning for istandsættelsen, hvis vi engang flytter herfra!
Sidste uge fandt jeg ud af, at vi har et hvepsebo i skuret. Jeg kontaktede igen boligkontoret for at bede dem om at fjerne det. Her var svaret, at jeg jo har den udvendige vedligeholdelse (hvilket ikke er sandt) og at jeg bare skulle købe noget gift og sprøjte med!
Gift? Jeg blev noget målløs. For det første har jeg et barn på tre år, så ordet gift runger hult i mine ører. For det andet er det boligforeningen der, ifølge lejeloven, skal sørge for al skadedyrsbekæmpelse.

Jeg synes det er mærkeligt. El- og varmecentralerne skal være blågrå og der må ikke tegnes/males på dem, men husene må godt falde sammen og beboerne må godt være generet af vandskader og hvepse ... Er det bare mig, eller er der et eller andet der ikke helt stemmer overens her?

2 kommentarer:

Heidi sagde ...

waw.. sidder med total åben mund... utroligt... ja ved slet ikk hvad jeg lige skal sige men... bare klø på for så let skal de da ikk komme om med det.. mariehønen kan du ikk få lavet men, de andre ting skal ski være ok.. er selv lige flyttet i lejebolig og sidder lige og tænker at føj for et døje man pludselig kan få ;o/

Trods alt så rigtig god søndag til Jer

Karina Beck sagde ...

Nej, det lyder ikke rimeligt.
Hvis jeg må komme med et råd, ville jeg lave det skriftligt til boligforeningen. Og godt du har taget billeder, dem kan du forøvrigt vedlægge. Så hænger du da heller ikke på det, når i flytter. Ja, og husk at skrive hvem du har henvendt dig til og dato´er. Det giver ofte en hurtigere løsning/hjælp...