Om & af Børn

Gustav var lige blevet opmærksom på, at hans skoldkopper "sprang" eller at der gik hul på dem. Ved frokostbordet sagde han: "Mor, jeg skal altså ikke have noget at drikke mens jeg har skoldkopper!". Da jeg spurgte hvorfor, svarede han: "Jo, for så fiser al vandet jo bare ud af hullerne!" mens han pegede på de skoldkopper han havde på maven ...

fredag den 15. august 2008

Nystagmus, den årlige øjenundersøgelse.

Igår var Gustav på hospitalet, for at få undersøgt sine øjne.

Det primære formål, var at finde ud af, hvordan hans syn har udviklet sig efter han fik sine briller sidste år. Og selvfølgelig også for at finde ud af, om der er ting, han rent udviklingsmæssigt har svært ved, da mange børn med medfødt nystagmus ofte har motoriske vanskeligheder, fordi de jo mangler deres dybde- og afstandsopfattelse.

Først var han igennem en "almindelig" synsprøve med briller på, og hvor han måtte kigge med begge øjne. Den foregår ved, at øjenlægen viser ham nogle grå plader (Cardiff plader), hvorpå der er tegnet nogle meget enkle figurer ... fx. en bil, en fisk, et tog. Stregerne bliver finere og finere, og på den måde, kan øjenlægen - ved at følge Gustav når han kigger på pladerne - finde ud af, hvordan Gustavs synsstyrke er. Gustavs synsstyrke ligger på 20/32, og så vidt jeg forstår, vil det sige, at de ting, et barn på hans alder normalt ser skarpt i en afstand af 32 meter, skal gustav være 20 meter fra for at kunne se. Så tog lægen brillerne af ham, og han var igennem samme undersøgelse en gang til. Her var resultatet 20/64.

Efter denne undersøgelse, var han igennem det jeg kalder en "polaroid-kikkert-undersøgelse". Lægen bruger et apparat, der mest af alt minder om et polaroid-kamera. Gustav skal kigge ind i apparatet og følge de billeder han kan se derinde. Billederne flytter sig bl.a. til forskellige positioner. Dette apparat kan læse og måle nethinden, og lægen kan samtidig kigge ind og følge Gustavs øjne for at se, om der fx. er frie øjenbevægelser og om de er parallelle når han følger de ting, han kan se inde i apparatet. Denne undersøgelse blev også foretaget både med og uden briller.

Herefter fik Gustav dryppet øjnene med noget, der får pupillerne til at udvide sig. Mens vi ventede på, at de var helt udvidede, fik han lov at lege i venterummet og på gangen. De havde lige fået nye løbemotorcykler og traktorer, så Gustav var i sit es og gav den fuld gas frem og tilbage og frem og tilbage på de lange gange. Det var dejligt, for han viste ikke tegn på at være påvirket af det han havde fået i øjnene, og han var så glad.

Da pupillerne var udvidede, blev han undersøgt med "polaroid-kikkerten" igen, og lægen undersøgte bagefter hans øjne gennem et lille mikroskop mens hun lyste ind i dem for at se pupillen.

Hans nystagmus er ikke så udtalt, når han bruger begge øjne, men ved undersøgelsen af hvert øje for sig, bliver den udtalt på begge øjne.

Han skeler også stadigvæk en lille smule, så på de nye briller han skal have, skal det ene glas være stærkere end det andet. Jeg håber det hjælper ham, så hans skelen forsvinder helt. Det er jo ligesom nok, at hans syn er nedsat væsentligt pga. nystagmus.

Alt i alt konkluderede lægen, at hans syn er accpetabelt for hans alder (hvis man ser bort fra, at han har nystagmus, og hvis han altid har sine briller på), og vi snakkede lidt om hans udvikling.

Jeg fik en beskrivelse af hans syn med hjem. Denne har jeg tænkt mig at aflevere i hans vuggestue, så de bl.a. kan se, at lægen klart giver udtryk for, at hans synsfunktion er nedsat, at han bruger meget stærke briller, og at det er vigtigt at tage hensyn til dette. Bl.a. skriver hun, at det er vigtigt at han altid har brillerne på og at de er velplejede, at han har behov for god belysning og lidt ekstra hjælp til trapper, dørtrin og andre steder, hvor der er er niveauforskelle.

Det er rigtig rart at have denne beskrivelse til vuggestuen. Jeg har nemlig et par gange oplevet, at han fx. har fået smurt solcreme eller ymer uden på brillerne uden at det er blevet vasket af ... så kan han jo ikke rigtig se noget. Jeg tænker nogle gange, at de måske ikke tager hans brug af briller alvorligt. Andre gange har jeg oplevet, at børn og pædagoger faktisk sidder i mørke når vi kommer om morgenen. Godt nok skal vi spare på strømmen ... meeeeeen. Andre gange igen, har jeg fornemmet på pædagogerne, at de synes det er lidt irriterende, at han ikke bare selv kan spise med bestik, og har oplevet at de har forsøgt at tvinge ham til at bruge bestik. Dette er et særligt kendetegn for nystagmusbørn idet de har svært ved at beherkse finmotorikken. Derfor vil Gustav allerhelst spise med fingrene, og meget gerne undersøge al sin mad inden han putter det ind i munden ... det kræver lidt tålmodighed og han er ofte længere tid om at spise et måltid mad, end et almindeligt barn er.

2 kommentarer:

Kristian sagde ...

Hej
Snublede over din blog mens jeg sad og surfede på nettet omkring nystagmmus.
Jeg kaan genkende en del af din historie om din søns syn fra min egen barndom da jeg også fik konstateret nystagmus stort set fra fødslen. Jeg er i dag 27år og har 6+ på begge øjne og en større bygningsfejl der resulterer i ca. 50% synsnedsættelse med briller ved siden af min nystagmus.

Nystagmus påvirker meget forskelligt men jeg har aldrig opfattet det som et problem gennem min opvækst da jeg aldrig har prøvet andet. Jeg har af gode grunde aldrig været god til boldspil, men til gengæld har jeg haft fra en tidlig alder haft stor glæde af vand og svømning som jeg også har dyrket på konkurrenceplan i en del år. Jeg er overbevist om at det også har været med til at styrke min motorik.
Jeg har ved hjælp af en smule positiv særbehandling i de første skoleår og sidenhen ved egne små forholdsregler altid klaret mig godt i skolen. Det er små ting som altid at midt i oppe forrest i klassen. I øjeblikket får jeg godkendt mit kørekort for 2 år ad gangen, men er glad for at have det og da mit syn ikke har ændret sig i mange år forventer jeg da også at beholde kortet.

Mht. til min finmotorik så tog det mig lidt længere tid end et typisk barn at lære og bruge kniv og gaffel men fik det da lært. Min håndskrift har aldrig været noget at prale af, men om det har noget at gøre med min nystagmus ved jeg ikke. I øvrigt spiller det ikke den store rolle i de her IT tider er det snart sjældent man skriver i hånden.

Alt i alt har jeg ikke selv følt mig væsentlig hæmmet af mit syn, der er nogle små praktiske forbehold din søn skal lære at tage, men forhåbentlig vil han som jeg med tiden tage dem som en selvfølge. For mit vedkommende tror jeg mine omgivelser lægger mere mærke til mit syn end mine omgivelser.

Held og lykke fremover.
Kristian

Tilte sagde ...

Hej Kristian

1000 tak for din kommentar. Det er rigtig dejligt at høre fra andre, som er vokset op med nystagmus, og at det går så godt. Dejligt at høre du har svømmet meget - jeg er selv tidligere konkurrencesvømmer, og Gustav kommer også i svømmehallen så tit det er muligt ... ja han kan faktisk hunde-svømme allerede ;o)